I 2004 blev det i forbindelse med overenskomstforhandlinger mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Dansk Psykologforening aftalt at afholde udgifterne til evaluering af to 1-årige forsøg med behandling af personer med lette og moderate depressioner i Århus og Fyns Amter. Behandlingstilbudet blev organiseret uafhængigt og forskelligt i de to amter. I Århus Amt kunne deltagende praktiserende læger henvise patienterne til gratis psykologbehandling i fire distriktspsykiatriske centre. På Fyn henviste lægerne patienterne til privatpraktiserende psykologer med 40 % patientmedbetaling for behandlingen. Formålet med evalueringen var at tilvejebringe nationale effektstørrelser for psykologbehandlingen, at sammenligne de to måder at organisere behandlingen på, og at undersøge behovet for at udvide samarbejdsrelationerne mellem praktiserende læger og psykologer. Evalueringen blev baseret på spørgeskemadata, en registerbaseret omkostningsanalyse og fokusgruppeinterview med patienter, praktiserende læger og psykologer, og telefoninterview med dropouts . I alt 385 patienter indgik i evalueringen. Tre fjerdedele af patienterne var kvinder. Gennemsnitsalderen var 38 år. Firs procent var erhvervsaktive, heraf var ca. halvdelen blevet sygemeldt inden psykologbehandlingen. Patienterne i de to amter var i øvrigt sammenlignelige på en lang række demografiske og psykometriske data, hvilket taler imod, at der skulle være et differentieret frafald i den ene af ordningerne. I løbet af forsøgsperioden opstod der en gradvis forøgelse af ventetiden på behandling i begge amter, mest udtalt i Århus. Den gennemsnitlige ventetid på behandling var 25.3 dage på Fyn og 51.2 dage i Århus. Tilsvarende var patienterne gennemsnitligt sygemeldt 83.8 dage på Fyn og 117.5 dage i Århus Amt. Patienterne på Fyn modtog i gennemsnit 10.7 og patienterne i Århus 9.6 behandlinger for deres depression. Vurderet ud fra psykometriske mål opnåede patienterne lige stor effekt af behandlingen i de to amter. Ifølge Hamilton-ratings hos egen læge blev cirka 60 % af patienterne helt fri for depression under behandlingen (sikker remission). Begge forsøgsordninger var forbundet med høj patienttilfredshed, størst var den for gratisordningen i Århus Amt. En samfundsøkonomisk analyse baseret på registerdata viste, at det som forventeligt er omkostningerne til psykologydelser, der vejer tungest i den samlede omkostningsopgørelse, og at disse er mere end dobbelt så høje i Århus Amt som i Fyns Amt (kr.8.001 pr. patient mod kr.3.616). Omkostningerne til lægeydelser og tilskud til medicin (antidepressiva og smertestillende) er ligeledes højere pr. patient i Århus Amt, hvilket må antages at hænge sammen med længere ventetider. De samlede resultater viser, at forsøgsordningens organisering i Fyns Amt har de laveste totalomkostninger totalt og pr. patient (kr.11.261 pr. patient for Århus Amt mod kr.5.673 for Fyns Amt), og at resultatet er stabilt i forhold til fjernelse af egenbetalingen i Fyns Amt og reducering af lægeydelser og medicintilskud til det halve i Århus Amt. Resultatfordelingen skærpes en smule, når der beregnes omkostning pr. effektenhed, da effekten er en smule højere i Fyns Amt, hvilket indebærer, at organiseringen i Århus Amt er mere end dobbelt så omkostningstung pr. succesfuldt behandlet patient som i Fyns Amt. Fokusgrupppeinterview med patienter, læger og psykologer viser gennemgående en høj tilfredshed med forsøgsordningens tilbud og et ønske fra alle 3 niveauer om, at ordningen gøres permanent, blandt andet fordi den vil kunne give en tiltrængt aflastning af de praktiserende læger. Det fremhæves, at der er brug for et sådant tilbud til de patienter, som ikke tåler eller ikke ønsker medicinering, og at psykologbehandlingen giver patienterne mere følelse af kontrol over egen situation og redskaber til at håndtere eget liv og dermed større evne til at modvirke forekomsten af nye depressioner. Interviewene viser desuden, at næsten alle i de 3 grupper er enige om, at ventetid ud over 3-4 uger ikke kan godtages, at det er udmærket med en begrænsning af antallet af konsultationer i tilbuddet, men at der skal være mulighed for udvidelse ved behov. En begrænset egenbetaling ses gennemgående som acceptabel, både aht. samfundsøkonomien og ønsket om så vidt muligt at udbrede tilbuddet til alle med diagnosticeret depression. Dog bør der sikres tilskud til dækning af egenbetalingen til de økonomisk svageste grupper. Der er et stort ønske om og tilfredshed med samarbejdet mellem læge og psykolog. Telefoninterview med de patienter, som falder fra efter henvisning, har kun kunnet gennemføres i begrænset udstrækning, men tyder på, at forsøgsordningens tilbud når de tiltænkte grupper i tilfredsstillende omfang, og at årsagerne til frafald er af naturligt forekommende karakter. Kun længere ventelister og utilstrækkelig økonomi hos patienten ser ud til at kunne give uhensigtsmæssigt frafald. Interviewene må ses som et kvalitativt bidrag til undersøgelsen og giver ingen sikkerhed for repræsentativitet, men bidrager til en dybere forståelse af problemstillingen. Dog ses for de fleste spørgsmåls besvarelse en gennemgående ensrettet tendens. Samlet set tyder evalueringen på, at personer med lette og moderate depressive enkeltepisoder behandles lige effektivt i privat og offentlig psykologordning. Henvisning til den gratis offentlige ordning var imidlertid forbundet med længere ventetid på behandling og længere varighed af eventuel sygemelding. En patientmedbetaling på 40 % til behandlingen i den private ordning medførte intet påviseligt frafald af fx svage patienter. Den private psykologordning var billigere i drift end den offentlige selv efter justering for patientmedbetalingen. Begge forsøgsordninger var forbundet med høj brugertilfredshed og ønske om en fortsættelse af tilbuddet.