Herværende rapport evaluerer den pr. 1.4.2008 indførte ordning med mulighed for henvisning til psykologbehandling med 60 % tilskud for patienter med let til moderat depression. Evalueringen har betjent sig af flere gensidigt supplerende metoder: spørgeskemaundersøgelser overfor patienter, psykologer og læger, registerundersøgelse af forbrug af direkte sundhedsudgifter, ledighedsydelser og sociale ydelser, og audit af udvalgte patientforløb. Den har undersøgt 2 populationer, dels de patienter, som er henvist til psykologbehandling i en etårig periode i 2009-10, dels de patienter, der indgik i tidligere evaluering af forsøgsordning af psykologbehandling af depression i perioden 2005-06. 18.419 personer i alderen 18-37 år blev henvist til psykolog i den undersøgte ordning i perioden 1.2.2009 – 31.1.2010, svarende til en henvisningshyppighed på 1,6 % af baggrundsbefolkningen i samme aldersgruppe. Ordningen giver mulighed for én rehenvisning, og 9 % blev rehenvist i perioden. Spørgeskemaresultater viser, at kun 33 % af de henviste falder ind under henvisningskriteriet ” let til moderat depression” på tidspunktet for opstart af psykologbehandling, 39 % har ingen tegn på depression, og 28 % har svær depression. Selv med mulig bedring i ventetiden fra henvisning til påbegyndt behandling vurderes det, at en stor del af de henviste falder udenfor den fastsatte målgruppe. Ventetiden fra henvisning til start på psykologbehandling er i gennemsnit 29,8 dage. Ved behandlingsstart var 41 % i antidepressiv medicinsk behandling, 36 % af disse havde for daværende ingen depression. De henviste er i øvrigt karakteriseret ved lav trivsel og dårligt selvvurderet helbred. Flertallet har været udsat for alvorligt belastende hændelser, 77 % indenfor det sidste år. Der er i spørgeskemadata fundet effektstørrelser på samme niveau som fandtes i evalueringen fra 2007. Remissionsraten for personer med depression ved behandlingsstart er 87 % målt med MDI. Patienters selvrapporterede effekt er 95 %. I opfølgningsgruppen har 89 % ingen depression 3 år efter afsluttet behandling, 56 % har oplevet mindst én ny depressionsepisode indenfor samme periode, 80 % oplever fortsat at have udbytte af psykologbehandlingen i 2005-06. Registerundersøgelsen viser, at for henviste øges de til formålet udvalgte direkte udgifter (psykologydelser, lægeydelser, medicin) til det dobbelte fra 6-4 måneder før til 4-6 måneder efter påbegyndt behandling, og at psykologydelser vægter mest i efterperioden. Der forefindes udgifter til psykologydelser også i førperioden (på andre henvisningskriterier); udgift til lægeydelser falder kun let i efterperioden og medicinudgifter øges. Sidstnævnte vurderes at hænge sammen med en forholdsvis høj forekomst af kombinationsbehandling (psykologbehandling + antidepressiv medicinsk behandling). Sammenholdes resultater for gruppen af henviste med to referencegrupper, en gruppe testet for depression med psykometrisk test, og en gruppe med incident (nyiværksat)antidepressiv medicinsk behandling, anskueliggøres, at udgifter ligger højere for henvistgruppen end for de to andre grupper, både før (x 2-2½) og efter (x 3-3½) igangsat behandling/testning. Testgruppen og medicingruppen ligner hinanden meget udgiftsmæssigt. For opfølgningsgruppen findes en klart nedadgående tendens over tid i samlede sundhedsudgifter for begge køn, og der ses et fald på 40 % for kvinder og 70 % for mænd over de givne 3 år. Tidsperspektivet er for denne gruppe mere relevant for overordnet vurdering, men der savnes en sammenligningsgruppe. Ifølge spørgeskemadata øges andelen af personer, der er i arbejde, selvforsørgelse eller på SU fra 42 % til 54 % fra start til afslutning af psykologbehandling. Udtræk af ledigheds- og sociale ydelser viser, at henviste ligger højere i arbejdsfastholdelse end test- og især medicingruppe, i både før- og efterperiode, men forskellen øges over tid (10-12 mdr.). For opfølgningsgruppen bevares arbejdsfastholdelsen i en periode på 4 år på niveau for afsluttet behandling til trods for tilbagefald af depression. Overgang til kommunale ydelser og førtidspension fandtes 1½-2½ gange højere i test- og medicingruppe end for de henviste, øgende over tid. Gældende for både psykologer og læger er der høj tilfredshed med ordningen, det samme gælder samarbejdet. En høj procentdel i begge grupper ønsker ophævelse af aldersbegrænsningen i henvisningskriteriet. Lægerne efterlyser flere informationer i epikriser fra psykologerne. Patienttilfredsheden er meget høj (94 %), et niveau der ligger på højde med evalueringen af forsøgsordningen i 2005-06. Blandt enkelte utilfredse peger auditundersøgelsen på et muligt behov for en mere specialiseret psykiatrisk behandling og/eller social indsats. Der er overordnet i denne evaluering fundet, at psykologbehandling har en positiv effekt for personer med depression på linje med tidligere evaluering fra 2007. Undersøgelsen har ikke kunnet levere sikker evidens for, at udgift til psykologbehandling af depression modsvares af besparelser på øvrige sundhedsudgifter og udgifter til ledigheds- og sociale ydelser. Der er dog fundet indikationer på, at dette kunne være tilfældet over et længere tidsperspektiv.